Amager Bryghus

Historien om Amager Bryghus er også historien om de to venner Morten Valentin Lundsbak og Jacob Storm, som bestemte sig for at gøre en passion for godt øl til deres levevej.
Direkte adspurgt indrømmer de to drenge, at deres tid i samme klasse på HTX forsvinder lidt i tågerne, hvorfor de da også blev alvorligt udfordret, da de en dag blev tvunget ud i at skulle skrive et fællesprojekt i fysik og kemi. To fag de kun havde vage begreber om - mest fra skoleskemaet, ikke så meget fra klasseværelset.
I deres uendelige visdom og fremsynethed valgte de at skrive om gæringsprocesser i øl, og mange, mange hjemmebryg senere, var de så parate til ligefrem at åbne eget bryghus i april 2007.
Til deres egen - og kundernes - overraskelse lykkedes det dem at brygge øl så velsmagende, at det rent faktisk kunne sælges - fra Sundby til Sydney.
I december 2011 blev det første bryganlæg dømt for småt, et nyt blev indkøbt og sammen med ansættelsen af den assisterende brygger René Hulgreen førte det til mere end en fordobling af produktionen. Trods ansættelsen af kommunikationschef Henrik Papsø i 2013 går det fortsat bryggeriet godt.
I dag er Amager Bryghus en i enhver henseende strømlinet og professionelt drevet virksomhed, hvis yderligere ekspansion og fremdrift ligger defineret i de aldeles fasttømrede rammer af en målrettet 5-årsplan, hvor begrebet "kaosledelse" er den faktiske og særdeles effektive ledestjerne. Det markedsmæssige tigerspring kom for alvor, da humor, ironi og sarkasme blev afskaffet i den faglige, interne dialog.

Visar 1–12 av 28 resultat